Tour de France

Hej til jer alle!

Nu følger mit hidtil længste indlæg. Det omhandler verdens største cykelløb. Alt det, du er ligeglad med, er taget med i dette indlæg. Vil du fx vide, hvor mange gang en Tour-rytter træder i pedalerne, og hvor mange vandflasker, der bliver drukket? Så læs med!

Jeg kan i dette indlæg desuden præsentere et eksklusivt mini-interview med Dennis Ritter, som har svaret på mine spørgsmål. Stor tak til ham!

Husk at dele med jeres venner!

Le Tour de France starter, hvert år, første lørdag i juli. Siden 1903 er det blevet kørt 98 gange (2011).
I dag bruger man et tidssystem til at udregne, hvem der vinder Tour de France, men det har man ikke altid gjort. I 1905-1912 brugte man et pointsystem.

Avisen L´Equipe, som stod for Tour de France, ville gerne kunne skelne løbets førende rytter fra de andre, så i 1919 – midt under Tour de France – indførte de den gule førertrøje. Den blev gul, fordi det var farven på avisens papir.

Den længste etape, både tids- og kilometermæssigt, var den 5. etape i 1920. Etapen strakte sig 482 kilometer gennem Frankrig og blev, af den bedste rytter, først gennemført efter 19 timers kørsel!

Her kommer lidt sjov fakta:

-        Det anslås, at der hvert år er omkring 15 millioner tilskuere langs ruten.

-        Der bliver lavet cirka 3.000 timers fjernsyn om Tour de France hver sommer.

-        Der bruges 25.000 sikkerhedsfolk og 13.000 politibetjente igennem løbet.

-        Der bliver brugt over 40.000 vandflasker i løbet af et Tour de France.

-        Der bliver uddelt næsten 24 millioner kroner i præmiepenge under løbet.

-        I gennemsnit forbrænder en rytter 5.900 kalorier per dag.

-        Hver rytter træder i gennemsnit omkring 400.000 gange i pedalerne under et Tour de France

Herunder følger mine spørgsmål til Dennis Ritter:
Til jer, der ikke ved, hvem Dennis Ritter er, kan jeg sige: I burde skamme jer! Han er den danske kommentator på Tour de France.

- Hvad er dit største Tour-øjeblik, Dennis?
Det varierer faktisk. Der er mange at vælge imellem. Men for tiden synes jeg faktisk det er prologen i London i 2007. Da jeg for første gang i mit liv kunne gå op i Tour de France-kommentatorboksen, tage headsettet på, og byde TV2s seere ”velkommen til verdens største cykelløb”. Fordi det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse netop i det øjeblik. Jeg har altid ønsket mig at blive Tour-kommentator. Og den dag, det øjeblik, gik min drøm i opfyldelse.
Siden har der været flere. Michael Rasmussens etapesejr i La Toussuire i 2006 var også et stort øjeblik. Jeg skulle interviewe ham på det internationale TV-signal lige bagefter. Dvs de billeder, der går ud til hele verden. Og han brød grædende sammen. Det var vildt. Og endelig må jeg også nævne den ultimative hjælperytters ultimative triumf, Nicki Sørensens etapesejr i Vittel 2009. Det var så smukt. Og det er altid magisk at få lov at kommentere en dansk etapesejr.

- Er det svært at forholde sig objektiv under udsendelser eller holder man automatisk med nogle, frem for andre (i Tour-sammenhæng)?
Lad mig være ærlig. Det KAN være svært. Der er altid nogle man bryder sig bedre om end andre. Og det må helst ikke kunne høres. Jeg vil dog mene, at der gælder en undtagelse når der er tale om danskere. Dvs hvis Chris Anker er i udbrud med Linus Gerdemann og de to skal køre om sejren. Her vil det være helt OK for den danske kommentator at holde med danskeren.
Så kan man diskutere om vi må favorisere en udenlandsk rytter – bare fordi han kører på det dansk HOLD. Altså hvis vi skifter Chris Anker ud med Matteo Tossato i ovenstående udbrud f.eks. Den er mere tvivlsom. Og faktisk hælder jeg nok mest til, at vi her bør være totalt neutrale.
Jeg synes i øvrigt der gælder forskellige regler på dette område for kommentatoren og medkommentatoren. Jeg skal helst være neutral i alle situationer. Mens medkommentatorerne Rolf Sørensen og Jørgen Leth gerne i et vist omfang må være subjektive og have meninger. Det er faktisk nærmest deres opgave.